Publiceret i POINT of VIEW International den 2/10/20 (link)
STRESS EFTER KRÆFT // KOMMENTAR – Når kræftpatienter vender tilbage til jobbet, ender de ofte i en stress-tilstand, der ikke kan og må sammenlignes med en stressramt. Læs tidligere brystkræftpatient og stresscoach Charlotte Juul Wesths råd til, hvordan både kræftpatienter, stressramte og virksomheder bedst håndterer opstarten på arbejdspladsen.
Når kræft rammer os, ændres verden fra den ene dag til den anden. Vi har ikke nødvendigvis mærket nogle nævneværdige forandringer fysisk og mentalt, der har bidraget til en dårligere præstation. Men fra det øjeblik, hvor vi får stillet en kræftdiagnose, bevæger vi os ind i en ”anden verden”. Vi skal tage stilling til vores behandlingsforløb, sætte os ind i sygdommens alvor, konsekvenser, muligheder, tidsperspektiv, bivirkninger og følgevirkninger m.m.
Med andre ord, vi kommer på vores livs vigtigste opgave – at sørge for at overleve og leve med det, der følger med i kølvandet. Denne opgave kræver 100% fokus, hvorfor vi oparbejder et ”tunnel-syn”. Det er så hårdt for psyke og fysik, at kroppen og sindet kun kan koncentrere sig om én ting – at komme så godt igennem forløbet som overhovedet muligt.
Når vi skal vende tilbage til arbejdet, er vores opfattelse af os selv, at vi kan vende tilbage, hvor vi slap. Det er her problemet opstår. Det kommer bag på os, at vi ikke kan de samme ting, som før diagnosen. Vi er ikke bare trætte, vi er drænet for energi. Vi bliver let stressede. Vi har svært ved at holde flere bolde i luften, da kroppen stadig er i beredskab og har bevaret tunnelsynet.
Det bevirker, at vi let kommer til at lide af svækket selvtillid, præstationsangst og manglende konflikthåndtering. Ydermere opstår der meget angst. Dels angsten for fremadrettet at kunne håndtere og udrette de samme ting som tidligere. Dels angsten for tilbagefald samt håndteringen af vores nye værdisæt i forhold til selvet og omverdenen, som vi har gennemgået i sygdomsforløbet.
Vi sidestiller en kræftpatient med en stressramt, når vi skal tilbage til jobbet. Problemet er bare, at disse to grupper har et vidt forskelligt udgangspunkt.
Når vi går ned med stress, angst og/eller depression er det ofte et tegn på, at vi ikke til fulde mestrer vores sociale færdigheder. Ofte drejer det sig om de selvbeskyttende og problemløsende færdigheder. Det er bl.a. færdigheder i at sætte grænser, sige fra, opfylde egne ønsker og behov, kommunikere og afstemme forventninger og mestre konflikthåndtering.
Med i bagagen har vi minderne om den sidste tid på arbejdet inden sygemelding. Det er som regel minder om mange fejl, manglende hukommelse og koncentration, en lille selvtillid og et lavt selvværd. Minder der let kan skabe barriere for at vende tilbage til jobbet.
Den helt store forskel er, at kræftpatienten ikke har mærket en nedtur på arbejdet, som er tilfældet med en stressramt. Kræftpatienten har et stort behov for at komme tilbage hurtigst muligt, så de kan føle, at de får deres ”gamle” liv tilbage. De tror, at de kan det, som de kunne før. Oplevelsen af, hvor svært det er for dem at mestre deres job som før, kommer meget bag på dem, og de begynder at stille ekstremt store krav til sig selv. Accepten af deres nye situation, bringer dem i en til tider depressiv tilstand, de får en hård indre dialog og stressen tager til.
De kan også have problemer med meningen og værdien af deres job. Måske giver det ikke mere mening at gøre ”alt for kunderne”. De har fået et nyt livssyn og nogle nye værdier, som skal sættes i perspektiv, og som kan være forbundet med sorg og ensomhed.
En stressramt medarbejder har derimod mange bekymringer om, hvorvidt de overhovedet kan mestre deres job igen. De har stadig en undvigelsesadfærd, når de kommer tilbage. De er ikke meget for at tage et ansvar, da de er bange for tilbagefald. De putter sig, og sørger, så vidt det er muligt, for at blive i deres comfort-zone.
De har som regel lavere selvværd og selvtillid, og er bange for at lave fejl. De er bange for, at de ikke kan sige fra, og de ikke kan mærke, før det er for sent, at de er på vej tilbage i en stresstilstand.
To vidt forskellige udgangspunkter.
Kræftramte: gode råd til virksomheden
For virksomheden gælder det i samarbejdet med kræftpatienten om at tøjle medarbejderen, og italesætte, ”at her gør vi tingene stille og roligt og bygger langsomt på”. Det må gerne være lederen, der laver et meget blødt udkast til et indkøringsforløb, der er beskrevet både i antal timer og i arbejdsopgaver.
Ofte vil lederen møde replikken ”er det ikke lige lidt for lidt”, og svaret skal lyde: ”NEJ, vi ser tiden an, og så kan vi sætte timer og arbejdsopgaver på”. Start gerne de første par uger med 2×3 timer og intet ansvar. Allerede her vil en kræftpatient opleve, at det alligevel ikke er så nemt at komme tilbage til jobbet igen og accepten vil stille og roligt melde sig.
Herefter skal I i fællesskab lave et forslag til indkøring fremadrettet.
Stressramte: gode råd til virksomheden
Med en stressramt er opgaven stik modsat. Her skal leder og medarbejder i fællesskab lave en indkøringsplan, hvor den stressramte kommer med et bud på antal timer og arbejdsopgaver. Her gælder det for lederen om at presse den stressramte blødt ud over deres comfort-zone, så de hele tiden laver progression.
De har den dårlige bagage med, og her skal de overvinde angsten for at lave fejl og minimere deres undvigelsesadfærd, og i stedet have fokus på deres progression/successer, så de genopbygger selvværd og selvtillid.
Også her gælder det om at starte blødt ud med f.eks. 2 x 3 timer, alt afhængig af den enkeltes situation. Men det er altid mere hensigtsmæssigt at starte for blødt ud, end at den stressramte skal gå ned i tid igen, fordi krav og ressourcer ikke stemte overens.
Det er også vigtigt altid at holde et ugentligt statusmøde. Det behøver ikke at tage mere end 10-20 minutter. Det gælder både for en kræftramt og en stressramt.
Vi taber desværre mange kræftpatienter på gulvet, når de skal begynde i job igen, netop fordi de ikke har de ressourcer, som de plejer at have, og der er en del, som aldrig kommer 100% tilbage på grund af senfølger.
Derfor er det også vigtigt at tænke lidt ud af boksen, når vi skal have en kræftpatient tilbage på jobbet, så krav og ressourcer kan stemme overens, og så kræftpatienten fastholdes på arbejdsmarkedet.
Det er efter min mening, som tidligere brystkræftpatient og nu stresscoach, det bedste bidrag til at støtte kræftpatienter.